About Madstitch

Velkommen til Madstitch – tekstilkunst af Ditte Sørensen

Profil

Billeder på symaskine
Ditte Sørensen aka Madstitch er en af den slags mennesker, man møder, og som man ikke lige glemmer med det samme. Både i sin kunst og som menneske er hun udtryksfuld og helt sin egen. Denne på samme tid ukurante og også sensuelle sammensætning kommer til udtryk gennem Dittes billeder, som hun laver på en gammel symaskine. Og ofte må man blinke og kigge to gange for at forstå, det talent Ditte besidder.

Ditte er uddannet på Håndarbejdets Fremme i 2011 og har siden da haft en omfattende produktion af både bestillingsopgaver og udstillinger med egne værker. Hun er 38 og oprindelig fra Jylland. Nu bosiddende i København efter at have opholdt sig en årrække i Madrid og Hamburg, hvor Dittes mand er fra. Efter sin formelle uddannelse var Ditte i oplæring hos tekstilkunstner Charlotte Yde, hvor Ditte opdagede sin passion for den tekstile kunst, som efterfølgende er blevet hendes varemærke.

Ditte Sørensens stil er eksperimenterende og med et stærkt øje for materialer og detaljer. Hendes talent for det flygtige og feminine kommer særligt frem i mødet med det underfundige og ofte humoristiske. Altid fortællende og modige. Hvor Ditte med sine værker skaber ting, man ikke har set før. Teknikken er frihåndsbroderi på symaskine udført i tekstil, papir eller på vandopløseligt stof og ofte inkorporeres værkerne en lydfil. Værkerne fortæller både en historie om indholdet men også om tilblivelsen og materialerne, og der gemmer sig en råhed bag de porøse strukturer og tråde, der udfolder sig i billederne på samme måde, som når Ditte fortæller om tankerne bag. Processen er ofte kaotisk og præget af bevidste fejl, hvor kreationen tager over. Resultatet er dog aldrig tilfældigt. Det er stærkt drevet af sublimt håndværk og perfektionisme ned i de mindste detaljer. Ditte formidler historier, og hun er ikke bange for at bruge sig selv i sin kunst. Faktisk siger hun selv, at kunsten er noget, hun laver for sin egen skyld.

Danmark og den danske kultur har gennem tiden været et gennemgående tema, og Dittes H.C Andersens billeder er nået helt til Kina. Igennem årene har hun opnået fine anerkendelser for hendes værker, som har været vist på både Trapholt og H.C Andersens museum. Hun optræder i flere udvalgte bøger og artikler om dansk samtidskunst, hvor hun fremstilles som en moderne og nyskabende tekstilkunstner med sans og talent for at skabe berigende billeder og fortællinger. Og det er nok sådan personen bag Madstitch i virkeligheden selv er; Et menneske med en original og skrøbelig fortælling og en grænsesøgende, og samtidig kompromisløs tilgang til sin kunst og formidling.

Tekst af: Uri Duvald Andersen. Direktør for GoodGood agency

.